Hop til hovedindholdet

STARTVÆKST Holstebro, Struer og Lemvig logo

Inspirationsaften for Iværksættere


Dato og tid

Onsdag d. 19. februar 2020 kl. 18:30 til 22:00

Tilmeldingsfrist

Mandag d. 17. februar 2020 kl. 23:55

Sted

BusinessPark Struer, Fælledvej 17, 7600 Struer BusinessPark Struer
Fælledvej 17
7600 Struer

Inspirationsaften for Iværksættere


Arrangementsbeskrivelse



STARTVÆKST Holstebro, Struer og Lemvig inviterer alle med passion for egen virksomhed til en inspirerende aften i selskab med en række erfarne iværksættere, der vil dele ud af deres oplevelse og give gode råd til succes.

Kom den 19. februar 2020 i BusinessPark Struer og hent en masse inspiration, når vi får besøg af en række erfarne iværksættere. De vil dele ud af deres erfaringer med at opbygge deres virksomheder og videregive gode råd om, hvordan du kan få succes i din egen virksomhed.

Aftenens virksomheder kommer fra lokalområdet. De er fra forskellige brancher og deres oplæg vil derfor også have hver deres fokus. Læs mere om virksomhederne i programmet nedenfor.

Desuden vil Erhvervshus Midtjylland komme og fortælle om et stort program målrettet iværksættere med vækstpotentiale. Programmet har en bred vifte af tilbud, der dækker alt fra netværk, sparring og seminarer til medfinansiering af ekstern rådgivning.

Inspirationsaftenen er også en optakt til vores iværksætterkursus, der opstarter i ugen efter dette ar­rangement. 

Alle med passion for egen virksomhed kan dog deltage i inspirationsaftenen. Herunder også investorer, rådgivere og virksomhedsledere.


PROGRAM

Kl. 18.30  Velkommen
                 v. STARTVÆKST Holstebro, Struer og Lemvig

Kl. 18.30  Frisør Cosy v. Jeanette Storinggaard
For 2 år siden besluttede Jeanette Storinggaard at starte egen frisørsalon i Struer. Men hvorfor kvitte det ”trygge” job som ansat og tage udfordringerne op med lange arbejdsdage, økonomi, lokaler osv.? Jeanette fortæller sin historie om, hvad hun gerne ville skabe og hvilke forberedelser, hun gjorde inden opstart. Hvad er gået som forventet, og hvad har været helt anderledes. Og har det været prisen værd?
 

Kl. 19.00  Indu Clean ApS v. Kasper Østergaard
I 2014 stiftede Kasper sit eget firma med det formål at levere og servicere maskiner til at afhjælpe alle rengøringsbehov både til private og til virksomheder. Firmaet sørger for, at sortimentet af rengøringsmaskiner hele tiden er opdateret med de bedste maskiner til konkurrencedygtige priser. Han hjælper kunder med at træffe det helt rigtige valg af maskiner til et givent behov. I 2017 tilknyttes den første medarbejder, og her i 2019 er Indu Clean netop blevet kåret som en Gazelle virksomhed. Hør også om Kaspers overvejelser om fremtiden.


Kl. 19.30  Tilbud til iværksættere med vækstambitioner v. Niels Nørskov, Erhvervshus Midtjylland 
Er du en nystartet virksomhed (dvs. under 3 år)? Og har du ambitioner om, at den hurtigt skal vokse og blive større?

Erhvervshus Midtjylland har et stort regionalt program målrettet iværksættere med vækstpotentiale. Projektleder Niels Nørskov kommer og fortæller om de forskellige støttemuligheder og aktiviteter. Programmet har en bred vifte af tilbud, der dækker alt fra netværk, sparring og seminarer til medfinansiering af ekstern rådgivning. Alt sammen tilbud, der har til formål at skubbe din virksomhed i retning mod vækst!


Kl. 20.00  Pause/Sandwich


Kl. 20.30  Venø Seafood v. Kristian Borbjerggaard
”Der stod en ung knægt bagerst i butikken, som var kørt til København for at få dørene åbnet til de sejeste butikker og de sejeste restauranter”. Sådan fortæller en af Kristians gode kunder fra Torvehallerne i København om det første møde med den bare 18-årige iværksætter fra Venø. Venø Seafood leverer lækre Limfjords-østers til restauranter og direkte til private i Danmark.

Som lokal Venø-dreng og 3. generation af en fiskerfamilie var Kristians passion at gøre østers fra Venø, kendte og tilgængelige for alle i Danmark. Og det er gået strygende siden starten! Senest er kontakten fra Torvehallerne i København blevet medejer af Venø Seafood, så der er lagt store planer for en udvidelse af Venø Seafood. Hør Kristians levende fortælling om hans spændende rejse og fremtidsplaner for Venø Seafood.


Kl. 21.00  Workadvice ApS v. Natali Brodersen
I 2014 startede Natali (oprindelig fra Ukraine) sit eget firma, som er en rekrutteringsvirksomhed, der har specialiseret sig i at hjælpe arbejdsgivere indenfor landbrug, industri og byggeri i Danmark med rekruttering af faglærte og ufaglærte medarbejdere fra Østeuropa. Året efter indgik Natali partnerskab med Aleksandra (oprindelig fra Litauen) og for et par år siden kom Viktoria til (oprindelig fra Ukraine).

Workadvice tilbyder en bred pallette af serviceydelser: Hjælp med ansøgningspakke (visum, opholdstilladelse mm.), assistance og registrering af de nye medarbejdere i skattesystemet, selvangivelse, årsopgørelse mm. Firmaet står til rådighed 24/7 med rådgivning omkring arbejdsforhold, konfliktløsning m.m. Man tilbyder tolkning fra ukrainsk, russisk, litauisk og engelsk til dansk.


Kl. 21.30  By Husted v. Cecilie Husted & Aki Mustapha
De vil berette om etableringen af en fælles webbutik med tøjsalg til kvinder. Den 1. marts, 2019 blev de første kunder ekspederet, og de første pakker sendt af sted med By Husted som afsender. Bag den nye webbutik står 21-årige Cecilie Husted og 23-årige Ali Mustapha, der i dag har kontor og lager i Nupark i Holstebro. De begyndte med at drive deres forretning og webshop hjemme i Alis stue, men siden rykkede det unge par deres fælles projekt, By Husted, til Nupark.

Efter nogle indledende eksperimenter med egen kollektion, har de nu lavet aftale med Bestseller om at sælge nogle af deres brands til kvinder, og de er på udkig efter flere brands. De gør meget for dagligt at inspirere kunderne med de forskellige styles. Det sker igennem webshop, Facebook, Instagram m.v. og de anvender Influencers. De tilbyder den bedst mulige kundeservice, og er med i hele processen fra kunden bestiller sit produkt til det er modtaget. 


Kl. 21.55  Info om forårets iværksætterkursus
                 v. STARTVÆKST Holstebro, Struer og Lemvig

Kl. 22.00  Tak for i dag


Tilmelding:
Det er gratis at deltage i arrangementet, men det forudsætter, at du har bopæl eller din virksomhed har adresse i Holstebro, Struer eller Lemvig kommune. 

Vi gør opmærksom på at vi vil dele nogle af dine oplysninger (navn og firma/organisation) ifbm. udlevering af en deltagerliste til oplægsholdere, deltagerne og afholdelsesstedet på det arrangement du er tilmeldt.

Læs mere i tilmeldingsbetingelserne i højre side, når du tilmelder dig.

Find vej til arrangementet

Klik for at se et kort med stedets placering hos Google Maps >

Samlet antal tilmeldte: 61